På hverdage er der morgenbord fra kl. 9.30 til kl. 10.00. Herefter er der tilbud om gåtur og så går vi ud i hold som vi er tilmeldt. Der er 4 hold, som er inddelt i: Køkken, Krea/have, Hjemmedag, aktivitet. Der udover er der ugentlig terapi, rundbord og færdighedstræning. 

Klokken 12.30 er der frokost. Efter frokost kan der være ture ud af huset og det er også her vi prøver at arrangere ture til læger, psykiatere o.lign.

I løbet af dagen mødes vi alle over en kop kaffe/the og frugt og evt. noget hjemmebagt brød. Dette er en fast rutine om formiddagen, om eftermiddagen og om aftenen. Vi har en stor opslagstavle, hvor du altid vil kunne finde vagtplan for personalet, ferieplaner, og tilbud om mange forskellige aktiviteter, du kan melde dig til.

Der er aftensmad kl. ca. 18.00. Efter aftensmaden er der tilbud om gåtur. Om aftenen kan du gå i DAT Cafe, hvor du kan få hjælp til hjemmeopgaver i færdighedstræningen. 


ADL Træning

Hver dag trænes du i ADL færdigheder. Du får, med støtte fra personalet, ordnet dit vasketøj, gjort rent på værelserne, bad og toilet samt fælles rum. Du kan få hjælp til at mindes om daglig hygiejne, og få rutiner i forhold til en hverdag. Disse rutiner gør på sigt dig bedre rustet, til at klare dig i egen bolig, hvilket jo er det store mål, med at bo på FlorenHus.


Kostpolitik

Vi vil bl.a. gerne lære vores beboere at kunne lave lækre nemme retter og få brugt vores rester og hermed mindske madspild. Vi laver sammen en madplan, hvor hver beboer har én maddag om ugen. Vi finder bl.a. inspiration fra lækre opskrifter fra Hjerteforeningens hjemmeside. For vores beboere er det en hjælp til den hverdagsmad, de selv kommer til at skulle stå med, når de flytter fra FlorenHus.


Skole

I Slagelse er der mange uddannelsesmuligheder, måske du vil forbedre din afgangseksamen fra folkeskolen eller videreuddanne dig. Der er også mulighed for , at vi sammen med din kommune kan tilrettelægge et STU forløb på en skole tæt ved. Sammen med din kontaktperson finder I ud af, hvad du godt kunne tænke dig.


Arbejdsprøvning

I samarbejde med jobcenteret kan vi hjælpe med at få set på , hvad du godt kunne tænke dig, at arbejde med i fremtiden. FlorenHus arbejder tæt sammen med Jobcenteret og har ofte konsulenter på besøg, der kan fortælle dig, om dine muligheder.


Kreativ

I det kreative værksted er der mulighed for lidt af hvert. Kun fantasien sætter grænser. Vi har symaskine. Der er mulighed for at lave perlebilleder, brodere, strikke og hækle. Der er også mulighed for billedmaling – Både akryl og olie og akvarel. Der forefindes mange forskellige materialer. Der laves også mange kreative ting på alle tidspunkter om dagen; strikkes i fællesstuen, laves bolsjer en lørdag eftermiddag, laves forskellige dekorationer til egne værelser og til fællesrummene o.m.m. Engang imellem arbejder vi på et fællesprojekt. Vi har haft pilefletning i en hel uge, vi har lavet ting af uld, vi selv forarbejdede og støbt figurer i beton – ja kun fantasien sætter grænsen for, hvad vi kan lave af fællesprojekter.


Træværksted

På FlorenHus har vi et veludstyret træværksted. Her har vi mulighed for at lave alle de ting som du har lyst til.

Træværkstedet kan være en del af et tilbud på hverdagen.


Motion og aktiviteter

I kælderen er der indrettet et fitness-rum, med mange forskellige træningsredskaber til rådighed. Der er motionscykler, crosstrainer, store træningsbolde, vippebræt, træktårn, vægte, sjippetove og flere andre ting. Det er muligt at benytte alle ugens dage.

Der er ofte gå ture i omregnen af hvor vi bor, og vi kører også gerne ud og går ture både ved skov og strand.

Vi laver også forskellige aktiviteter på FlorenHus. Der er mulighed for at tage på fællesture til indkøbscentre, cafeer, biograf og vi er altid åbne for ideer til nye aktiviteter. En aktivitet kan både være for fornøjelsens skyld, men der kan også være en dybere mening med den. Det kan for nogle være angstprovokerende at være sammen med mange mennesker eller at sidde i en mørk biograf. Der er altid personale med, så du har mulighed for at få snakket om de følelser og tanker en aktivitet kan sætte i gang.


Ridning

Vi har valgt at ridning skal være et af de tilbud, der skal indgå som en aktivitet i fritiden på FlorenHus. Arbejdet med heste rummer mange muligheder, hvad enten det gælder udvikling af motoriske færdigheder, sociale færdigheder eller det blot skal give nogle gode oplevelser. Arbejdet med hestene adskiller sig fra den traditionelle rideundervisning, ved at de ridetekniske færdigheder, som man har på traditionelle rideskoler, tillægges en sekundær betydning i forhold til den psykiske udviklingsproces. 

Vi har tre faktorer som vi arbejder med:

  • Motivationsfaktorer
  • Kropssprog og adfærd
  • Pædagogisk faglighed

Motivationen til at ride kan være meget stor. Men det kan også virke meget grænseoverskridende, at sætte sig op på en hest, som i starten kan virke fuldstændig uforudsigelig. Men oplevelsen af at “ride” er ofte så stor, at det virker som en “saltvandsindsprøjtning”. Du overvinder angsten og usikkerheden, og er dermed parat til at overskride andre grænser. Nogle etablerer selv kontakter til ridestedet, og laver yderligere aftaler. Mange heste er rolige og samarbejdsvillige overfor mennesker med f.eks. psykisk lidelse og har tilsyneladende en instinktiv forståelse af, at disse mennesker ikke udgør en magtfaktor, som hesten behøver, at forholde sig til. Et af kriterierne for ridningen, er at det skal være en succesoplevelse – det skal være sjovt – man finder en god “hestekammerat” – man samarbejder med andre – man bliver budt en positiv udfordring – og øvede som uøvede går på samme hold.